ASA Film Production A/S og Henrik Møller-Sørensen
ASA Film er et af Danmarks ældste filmselskaber. Det blev grundlagt i 1936 af Lau Lauritzen. Gennem årene har ASA Film produceret i hundredvis af film – fra eksperimenterende film til solide succeser som rækken af Morten Korch-film og ‘Far til fire’.
I 1990 overtog producenten Henrik Møller-Sørensen ASA Film. På det tidspunkt var ASA-studierne solgt til staten. Henrik Møller-Sørensens første film for ASA Film var den dansk/svensk finansierede film “Den Store badedag”, som ikke alene var en stor publikumssucces, men som også solgte til mere end 20 lande. Desuden blev den udtaget til at repræsentere Danmark i kategorien “bedste udenlandske film” ved Oscarnomineringen.
ASA har siden produceret en lang række spillefilm af både kunstnerisk og mere kommerciel karakter. Målet er at producere i høj kvalitet, men med så bred målgruppe som muligt, og samtidig være innovativ! De fleste ASA film er da også endt som gedigne successer .
Derfor sætter ASA også stor pris på såvel erfarne samt debuterende instruktører, der vil være med til at arbejde efter disse mål og samtidig fortælle de spændende historier.
Ud over spillefilm har ASA produceret en række animationsfilm, novellefilm samt TV-film.
Henrik Møller-Sørensen, producent og ejer af ASA Film Production, startede sin karriere med at studere filmvidenskab på Københavns Universitet (1976).
Hurtigt facineredes han imidlertid af den aktive del af filmindustrien, og stoppede sine studier for at blive produktionsleder. Det første år producerede han mest commercials, i alt 40, som blev optaget i Danmark, Sverige og USA.
I 1978 blev han ansat som produktionsassistent på en
TV-drama serie, produceret for Danmarks Radio af det private selskab Risby Studierne. Serien blev instrueret af Bent Christensen, tidligere direktør for ASA Studierne i Lyngby.
I de følgende år arbejdede Henrik Møller-Sørensen som produktionsleder og locationmanager på spillefilm, og lejlighedsvis som produktionsleder på Danmarks Radio. I midten af 80´erne var Henrik Møller-Sørensen en del af det team, der etablerede en ny TV-station ”Kanal 2”. Stationen blev meget populær blandt seerne.
I 1988 havde Henrik Møller-Sørensen sin debut som producer på børnespillefilmen
”Mig og Mama Mia”, instrueret af Erik Clausen. Filmen var en fantastisk succes, og blev starten på et langt samarbejde mellem Møller-Sørensen og Erik Clausen.
I 1990 startede Henrik Møller-Sørensen som producent på sit eget selskab: ASA Film.
I de første år fortsatte han som free lance producer for andre filmselskaber, som for eksempel Nordisk Film, men hurtigt kom han til at bruge hele sin tid på ASA Film.